Movia fjerner busreklamer for afvænningscenter med forbindelser til Scientology
Movia fjerner nu reklamer fra sine busser for stofafvænningscentret Narconon Arresøhøj, som den religiøse bevægelse Scientology er dybt involveret i.
Det sker, efter at Information har henvendt sig til busselskabet med spørgsmål om reklamerne.
Movia vurderer, at reklamerne ikke er i overensstemmelse med selskabets retningslinjer.
I busselskabets kontrakter med operatørerne, som har fået overdraget retten til at sælge reklamerne på busserne, står der: »Der må hverken direkte eller indirekte reklameres for religiøse anskuelser eller bevægelser og ej heller for produkter udbudt af sådanne.«
Sekretariatschef i Movia, Camilla Struckmann, siger til Information, at busserne er et ikke-religiøst rum. »Og derfor må der blandt andet ikke reklameres for produkter udbudt af en religiøs bevægelse.
På baggrund af de nye oplysninger, vi har fået, har vi besluttet, at reklamerne skal tages ned. Det arbejde begyndte fredag aften‚« forklarer hun.
Narconon Arresøhøj oplyser til Information, at de ikke vil kommentere det forhold, at deres reklamer bliver fjernet, da de endnu ikke har hørt fra Movia.
Allerede modtaget klage
Movia har allerede tidligere modtaget en klage om Narconons reklame, men fandt ikke tilstrækkelig sammenhæng mellem Scientology og Narconon til, at selskabet valgte at fjerne den fra sine busser.
Det fremgår af tingbogen, at underpanthaveren til Narconons 18 millioners-bygning er firmaet Social Betterment Properties International – et selskab, der ejer og varetager ejendomme for Scientology.
De har med andre ord udlånt pengene til Narconons køb af ejendommen. P1 Dokumentar sendte i 2010 en udsendelse, der kortlagde danske friskolers forbindelse til Scientology, og i den forbindelse dokumenterede de, at Social Betterment Properties International er stiftet for at støtte Scientology ved at eje og varetage ejendomme, der bruges til Scientology-kirkens velgørende programmer. Desuden skal Scientology være eneste medlem i virksomheden.
Scientology skriver på sin hjemmeside, at Narconon i Arresøhøj er finansieret af donationer fra scientologer, og på misbrugscentrets egen hjemmeside står, at centrets program er udviklet af Scientology-grundlæggeren L. Ron Hubbard. Derudover er lederen af centret erklæret scientolog.
De økonomiske sammenhænge er dråben for Movia.
»Vi har ikke undersøgt så dybt, som Information har, og jeg forventer heller ikke, at vi fremover vil tjekke tingbogen. Vi fanger sammen med det reklamebureau, som operatørerne har aftaler med om at sælge reklamerne, allerede en del reklamer, men den her har vi så ikke fanget.«
Den daglige leder af Narconon Arresøhøj, Jørgen Jørgensen, anerkender, at Social Betterment Properties International har givet lånet til misbrugscenteret.
»Lånet er ydet af den almennyttige, ikke-religiøse fond Social Betterment Properties International, der i hovedsagen indsamler sine midler blandt scientologer med det formål at gøre det muligt at stille ejendomme til rådighed for de sociale programmer, der bygger på L. Ron Hubbards teknologier. Og vi tror på, at også scientologer skal have lov til at støtte socialt arbejde, på linje med at kristne kan vælge at støtte Folkekirkens Nødhjælp, eller muslimer kan støtte Danish Muslim Aid. Vort arbejde støttes af mange mennesker med forskellige trosretninger. Narkomisbrug tager ikke hensyn til religioner eller tro. Det findes overalt,« skriver han i en mail til Information.
Ifølge Jørgen Jørgensen er Narcocon et privat, ikke-religiøst misbrugsbehandlingscenter.
Et ophold koster 1.200 kroner i døgnet inklusive enkeltværelse og fuld forplejning.
Movia har tidligere været nødt til at trække reklamer tilbage fra deres busser. I 2015 fjernede selskabet en reklame fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, fordi den opfordrede til boykot af israelske varer fra bosatte områder.
Samme år blev en reklame for en stripklub også fjernet, mens billeder af bryster på en reklame for den plastickirurgiske privatklinik Nygart efter mange klager alligevel fik lov at blive hængende på busserne.
Vitaminkur og saunabehandling
Afvænningsprogrammet, som Narconon tilbyder, rummer blandt andet vitaminkure og saunabehandling, men også en medicinfri afgiftning, og det kan i værste fald være livsfarligt, vurderer professor ved center for rusmiddelforskning på Aarhus Universitet Mads Uffe Pedersen.
»Deres midler som vitaminkur og sauna er jo sunde tiltag, men der er ingen videnskabelig evidens for, at det kan hjælpe folk ud af et misbrug. Derimod kan det være livsfarligt, hvis for eksempel alkoholafhængige afvænnes uden at bruge medicin i afgiftningen,« siger Mads Uffe Pedersen.
Som Mads Uffe Pedersen vurderer programmet, så er metoden ikke baseret på nogen forskningsbaseret viden.
I Narconons program står: »Der indtages et vitamintilskud, der især består af de typer af vitaminer, som alkohol og stoffer overforbruger i kroppen. Ved at tage en god portion af især disse vitaminer undgås mange af de abstinenser, en misbruger på afgiftning ellers oplever. Mineraler som kalcium og magnesium i en let optagelig form mindsker også abstinenssymptomerne.«
Kalcium og magnesium kan fungere som kosttilskud, men er ifølge Mads Uffe Pedersen ikke nogen effektiv kur til afvænning.
Professoren har tidligere stiftet bekendtskab med afvænningsmetoden, da han for omkring 15 år siden blev spurgt af Narcocon, om han ville lave en evaluering af behandlingen.
»Jeg svarede ja og udarbejdede et design for evalueringen. I designet skulle vi styre evalueringen selv, men så hørte vi ikke fra dem. Jeg ved ikke hvorfor, men umiddelbart tænkte man jo på, om de ikke vil have undersøgt hverken effekter, eller om hvorvidt deres patienter bliver medlemmer af Scientology. De siger jo selv, at de har fantastiske effekter, men det siger alle, der ikke vil måles på.«
Narconon i Arresøhøj er ikke officielt godkendt som misbrugscenter af Socialtilsyn Hovedstaden, og derfor henviser kommuner heller ikke misbrugere til centret.
Episoden med Mads Uffe Pedersen og Center for Rusmiddelforsknings evaluering af Narconons behandlingsprogram kan Narconons Jørgen Jørgensen godt huske. Ifølge ham afviste de evalueringen, fordi klientgrundlaget på det daværende danske Narconon var for småt.
Derudover mener Jørgen Jørgensen, at der er flere studier, som viser en positiv effekt af Narcocons behandlingsprogram.
»Siden vi startede i september sidste år, er 60 procent af de personer, som er startet på programmet, stadig stoffri. Af dem, der gennemførte hele programmet, er 100 procent stoffri, og de er alle ude på det private arbejdsmarked som fungerende samfundsborgere, og de klarer sig selv i dag uden nogen offentlig støtte af nogen art. Ja, så jeg mener helt klart, at vort program virker,« skriver Jørgen Jørgensen i en mail til Information.
Han forklarer ydermere, at før en misbruger kan komme på Narconon, skal han igennem en lægeundersøgelse for at afgøre, om vedkommende kan klare den medicinfri afvænning.
Eks-scientolog: programmet er rekruttering
I praksis fungerer afvænningsprogrammet formentlig som rekruttering af nye scientologer, vurderer det tidligere medlem af Scientology Robert Dam.
Han har ikke selv været misbruger og har dermed ikke været i behandling hos Narconon, men har i kraft af sine 20 år i Scientology mødt mange, som er rekrutteret gennem Narconon.
»Narconon fungerer som rekruttering. Når man bliver rehabiliteret, bliver man glad, og man får coaching. Coaching, der er de samme kurser som inde i organisationen, gør, at misbrugerne ikke vender tilbage til deres oprindelige miljø. Så bliver de glade, tænker på, hvad der hjalp dem, og det vil de så gerne have mere af. Derfor er det en enorm effektiv måde at blive rekrutteret,« siger han.
Ifølge Jørgen Jørgensen er rekruttering ikke et emne for Narconon.
»Mig bekendt er der ingen af de tidligere narkomaner, der er blevet afvænnet hos os, der har ændret religiøs overbevisning,« skriver han til Information.